Medvirkende i Livsens Ondskab

Inden det for alvor bragede løs med europapokaler på de sort-hvide tv-skærme, samledes danskerne i 1972 om en helt anden national begivenhed: Danmarks Radios hidtil største tv-satsning “Livsens ondskab”. Over bare fem aftener forvandlede Gustav Wieds bidske romanunivers sig til en uforglemmelig serie om livet - og alle dets skarpe kanter - i den fiktive provinsby Gammelkøbing omkring år 1900.

Her myldrer det med religiøse moralister, smålige erhvervsdrivende, rødkindede husholdersker og en sarkastisk fortæller, der stikpiller alle på tur. Emanuel “Thummelumsen” Thomsen, den rødmossede toldkontrollør Knagsted og hele byens brogede persongalleri gjorde serien til fælles samtalestof - længe før begrebet “Public Service-event” overhovedet var opfundet.

Hvorfor blev “Livsens ondskab” så banebrydende? Hvem bar historien hjem med de stærkeste skuespilpræstationer? Og hvad kan en 50 år gammel satire lære os om både provinsielle magtkampe og nutidens tv-produktioner? Det dykker vi ned i herunder, når vi kortlægger rollelisten, produktionen og den varige arv efter Wieds malurt-søde mesterværk. Læn dig tilbage - vi er på vej til Gammelkøbing.

Livsens ondskab: Baggrund, forlæg og handling

I 1972 rullede Danmarks Radio sin hidtil største tv-satsning ud: Livsens ondskab. Serien er en ambitiøs filmatisering af Gustav Wieds klassiske romaner “Livsens Ondskab” (1899) og efterfølgeren “Knagsted” (1902) - to bøger, der med bidsk skarphed flænger den danske småbys selvtilfredse facade omkring år 1900. DR’s dramaredaktion omsatte de satiriske skrifter til fem episoder på i alt godt fire timer, og skabte derved et storslået tidsbillede med lige dele socialrealisme, galgenhumor og barok komik.

Handlingen udspiller sig i den fiktive provinsby Gammelkøbing, hvor det borgerlige hierarki er lige så skrøbeligt, som det er selvhøjtideligt. Byens tilsyneladende idylliske hverdag krakelerer, da de skæve eksistenser får frit spil - anført af Emanuel “Thummelumsen” Thomsen, en lettere enfoldig, men godhjertet fattigdreng, der pludselig arver en formue. Hans sociale opstigning bliver katalysator for det morads af hykleri, jalousi og latente klassekonflikter, som Wied elskede at udstille.

I kulissen lusker den rødhårede toldkontrollør Knagsted, hvis bryske sarkasme og røde skæg ikke levner byens spidser mange chancer for at gemme sig. Sammen med Thummelumsen fungerer han som moralsk modpol til borgerskabets pralende figurer: den korporlige Kæmner Lassen og hans hustru, den intrigante Fru Lassen; den selvretfærdige Overlærer Clausen; den sensationshungrende Redaktør Heilbunth; samt det uhellige ægtepar Fru og Konsul Mørch.

Serien balancerer mellem drama og satire. De velkomponerede saloner, hestetrukne kareter og knirkende skænkestuer danner en autentisk historisk ramme, men under de blanke flader ulmer en svidende kritik af dobbeltmoralen: erotik bag blonderne, spekulation bag grådige facader og en tordnende folkekirke, hvis pastor Engelhardt er mindst lige så syndig som sit sogn.

Henning Moritzens tørre fortællerstemme binder det hele sammen. Med ironisk indlevelse citerer han Wieds originale prosa, så seeren konstant mindes, at vi befinder os i et satirisk kammerspil - et sted mellem folkeligt lystspil og giftig samfundskritik. Resultatet er et farverigt persongalleri, hvor hver karakter tjener som prisme for menneskelig forfængelighed, og hvor Wieds originale bid forbliver intakt på trods af den statelige tv-scenes krav om folkelighed.

Kort sagt: Livsens ondskab folder provinsens smålige intriger ud i et visuelt overdådigt univers, hvor kærlighed, penge og prestige er drivkraften - og hvor Thummelumsen og Knagsted med humor og håndfasthed afslører, at ondskaben sjældent er større end i det små.

Medvirkende skuespillere og roller i serien

Det krævede et sandt stjernehold af karakter­skuespillere at give Gustav Wieds syrlige satiriske univers kød og blod på skærmen. Nedenfor finder du både en samlet rolleliste og et par ord om de præstationer, der gjorde størst indtryk hos seerne i 1972.

Serie-bærende hovedroller

1. Keld Markuslund - Emanuel “Thummelumsen” Thomsen
   Markuslund giver den bornert-uskyldige manufakturhandler en rørende blanding af naivitet og moralsk indignation - et nødvendigt anker i Gammelkøbings galehus.
2. Carl Ottosen - Toldkontrollør Knagsted
   Ottosen rammer præcist Wieds blanding af djævelsk kynisme og livsvis forargelse; hans røde fuldmægtig med de ikoniske blå briller stjæler næsten hver scene.
3. Inger Bagger - Karen Thomsen
   Som Thummelumsens hustru leverer Bagger et skarpt portræt af småborgerlig ærgerrighed og hjemlig pragmatisme.
4. Ebbe Rode - Overlærer Clausen
   Rodes rolige, næsten sleske diktion understreger den snusfornuftige hykler, der ligger bag den pæne overflade.
5. Kirsten Rolffes - Fru Heilbunth
   Rolffes’ kraftfulde tilstedeværelse tilfører den intrigante frue en både morsom og skræmmende autoritet.
6. Henning Moritzen - Fortælleren
   Med silke­blød stemme guider Moritzen seeren sikkert gennem Wieds satire og binder de episodiske scener sammen.
7. Ove Verner Hansen - Kæmner Lassen
   Hansens fysiske format og dybe bas gør bondesnu kæmneren til en både lun og truende figur.

Øvrige gammelkøbing-borgere

Bemærkelsesværdige præstationer

• Carl Ottosen modtog bred ros for sin evne til at balancere raseriudbrud og stille ironi - en performance, der siden er blevet skoleeksempel på, hvordan Wied bør spilles.
• Keld Markuslund var relativt ukendt for tv-publikummet, men hans Thummelumsen blev så populær, at DR genudsendte dele af serien i julen 1973 som “bedste replikker”.
• Kirsten Rolffes improviserede angiveligt flere små tirader, som instruktøren beholdt, fordi de øgede den satiriske skarphed.
• At have Henning Moritzen som usynlig fortæller gav serien et litterært lag, der minder om Gustav Wieds romanteknik og skabte en rød tråd gennem de fem episoder.

Samlet set leverer ensemblet et kalejdoskop af stemmer, dialekter og manerer, der tilsammen maler et portræt af dansk småbylivs moralske dobbelt­bogholderi ved forrige århundredskifte - præcis som Wied havde tiltænkt det.

Produktion, format og udsendelse på DR1

Da Livsens ondskab rullede over skærmen i efteråret 1972, markerede den et hidtidigt højdepunkt i Danmarks Radios dramaproduktion. Serien blev til i DR’s dengang nyetablerede dramaproduktion - en satsning, der for alvor skulle demonstrere public-service-stationens ambitioner om at bringe dansk kulturarv til tv-mediet. Alt blev produceret in-house på DR’s studier i København, og hele optagelsesperioden løb over mere end et år, bl.a. fordi store kulisser af den fiktive provinsby Gammelkøbing skulle bygges fra bunden.

DR1 placerede serien i det attraktive mandags-prime-time-slot kl. 20.00, og de fem episoder blev herefter sendt ugentligt gennem september og begyndelsen af oktober 1972. Hver udsendelse blev efterfulgt af debatprogrammer i radioen, hvor seerne kunne ringe ind og diskutere Gustav Wieds satire og seriens portræt af det snerrende småborgerlige miljø.

Optageformatet var 16 mm film kombineret med studiobånd, hvilket gav produktionen en filmisk kvalitet, men også betød, at efterarbejdet var både dyrt og tidskrævende. DR’s tekniske stab arbejdede med nye lys- og lydløsninger for at indfange tonerne fra 1900-tallets provins - lige fra hestevognens klapren i hovedgaden til spillemandsorkesteret på kroen.

Med sine blot fem afsnit formåede Livsens ondskab alligevel at sætte dagsordenen for, hvordan DR fremover arbejdede med historiske serier: afgrænset sæson, højt produktionsniveau og en tæt udsendelsesstruktur, som fastholdt seernes interesse uge efter uge.

Livsens ondskab i dansk tv-historie: arv, modtagelse og trivia

Da “Livsens ondskab” rullede over skærmen i efteråret 1972, markerede den et skift i DR’s ambitioner for TV-drama. Hidtil havde stationen primært lavet studieproduktioner og enkeltaftens-spil, men Wied-filmatiseringen demonstrerede, at man - også i Danmark - kunne skabe en prestige-serie med lange optagedage, omfattende kulissebyggeri og en ensemblebesætning, der talte nogle af tidens mest profilerede skuespillere.

En milepæl for 1970’ernes dramasatsninger
“Livsens ondskab” blev produceret af DR’s dengang nyetablerede dramaredaktion, der senere stod bag serier som “Matador” og “Edderkoppen”. Budgettet var for datidens forhold astronomisk, og produktionen optog en væsentlig del af det nationale kostume-lager - over 700 kostumedele blev brugt til de fem afsnit á ca. 50 minutter. Det var tillige første gang, DR optog en serie i 16 mm farvefilm med henblik på både hjemlig og international distribution.

Satiren - drevet af stemmen og blikket
Gustav Wieds giftige pen er kernen i seriens tone, men TV-versionen giver satiren et ekstra lag gennem Henning Moritzens tørre voice-over. Fortælleren placerer seeren i et allieret forhold til Knagsted og Thummelumsen: Vi kan smile af borgerskabets hovmod, fordi vi hele tiden mindes om det med en dæmpet, ironisk stemmeføring. Moritzen læste alle 246 minutters voice-over ind på blot to studieaftener - et rekordtempo, som DR’s lydteknikere stadig nævner med ærefrygt.

Gammelkøbing - prototypen på den danske provins
Dekorationsafdelingen byggede hovedgaden op i TV-Byen i Gladsaxe, men kombinerede kulisserne med location-optagelser i Sorø, Ringsted og på Frilandsmuseet. Resultatet blev et helstøbt bymiljø, der siden har fungeret som referencepunkt for den “klassiske” danske provins. Gammelkøbing dukkede således op som intertekstuel cameo i både “Julekalenderen 1974” og i et par afsnit af “Fiskerne”, mens navnet i dag bruges i folkemunde som synonym for småborgerlighed.

Modtagelsen
Premieren 4. september 1972 trak ifølge Gallup 2,3 millioner seere - over halvdelen af befolkningen. Anmelderne roste især Carl Ottosens Knagsted (“en studie i tøjlesløs civil ulydighed”) og Kirsten Rolffes’ præcise portræt af Fru Heilbunth. Enkelte kritikere mente dog, at Wieds samfundssatire druknede i DR’s nostalgiske billedpoesi, men hovedindtrykket var entydigt: Drama kunne være både folkeligt og bidende.

Trivia & kuriøse detaljer

• Serien blev genudsendt allerede i 1974 og igen i 1980 - begge gange som sommer-reprise, hvor seertallene fortsat toppede over 1,5 million.
• Ove Verner Hansen (Kæmner Lassen) sang den drilske vise “Vor By Har Brug for Orden”, som senere udkom på 7” single og blev et kult-hit på landets højskoler.
• DR’s rekvisitlager førte stadig etiketten “Gammelkøbing - brug ikke før 1990” på flere butiksfacader; dele af kulissen blev genbrugt i Bille Augusts “Honningmåne”.
• Forfatter Klaus Rifbjerg, dengang DR’s dramachef, insisterede på at beholde Wieds nedsættende øgenavne (fx “Menneske-Mortensen”), selv om sprognævnet frarådede det.
• En ikke-realiseret idé var at lade serien fortsætte med historier fra “Fædrene Æde Druer”, men projektet faldt på, at Carl Ottosen takkede nej af helbredsmæssige årsager.
• I 2012 blev serien digitalt restaureret og gjort tilgængelig på Bonanza, hvor den fortsat er blandt de fem mest streamede danske produktioner fra 1970’erne.

Sammenlagt løftede “Livsens ondskab” barren for, hvad dansk public service kunne - både teknisk, kunstnerisk og produktionsmæssigt. Den er dermed et naturligt første kapitel i historien om DR’s storserier, der kulminerede med “Matador” syv år senere, men som tog deres afsæt i Wieds bidende portræt af livet, småligheden og - ikke mindst - livsens ondskab.