Hvad har en baseball-elskende kirurg i Korea med russisk fodbold at gøre? Ikke det store – men her på Russisk Fodbold elsker vi gode historier, strategisk tænkning og legendariske holdopstillinger, uanset om banen er af grønt græs eller gruset jord foran et felthospital. Derfor zoomer vi i dag ind på M*A*S*H, TV-serien der i 251 episoder satte nye standarder for både gallgenhumor og menneskelighed.
M*A*S*H er meget mere end dåselatter og sorte helikoptere. Serien var et taktisk mesterværk af Larry Gelbart, der – som enhver god træner – udskiftede, rokerede og finjusterede sit hold for at holde energien oppe gennem 11 sæsoner. Fra de tidlige duoer Hawkeye & Trapper til den senere treenighed Hawkeye, B.J. og Winchester fik vi konstant nye formationer, der kunne matche både krigens brutalitet og publikums krav om friske løb i dybden.
I denne artikel dykker vi ned i netop medvirkende-listen – holdkortet, om man vil – og ser nærmere på:
- De urokkelige bærende kræfter som Alan Alda og Loretta Swit, der – som Spartak-legender – spillede samtlige minutter.
- De dramatiske transfer-øjeblikke: Trapper ud, B.J. ind; Henry Blake ud, Sherman Potter ind – og hvad det gjorde ved seriens taktik og tempo.
- Alle supersubs, kultfigurer og gæstestjerner, der dukkede op, leverede et par magiske øjeblikke og forsvandt igen – præcis som en ukrainsk angriber på prøve i den russiske Premier League.
Sæt dig godt til rette, spænd hjelmen – eller stetoskopet – og lad os sammen gennemgå M*A*S*H’s mest farverige profiler. Du vil opdage, at der bag hver eneste operationsmaske gemmer sig en historie, der er mindst lige så spændende som et Moskva-derby i tillægstiden.
M*A*S*H – baggrund, tone og nøgletal
M*A*S*H udspiller sig på 4077th Mobile Army Surgical Hospital under Koreakrigen (1950-53). Her følger vi et hold topkirurger, der – i skarp kontrast til frontlinjens død og ødelæggelse – håndterer krigens rædsler med sort humor, praktiske jokes og en ukuelig humanisme. Serien lader især hovedfiguren Hawkeye Pierce og hans kolleger vende militærhierarkiet på hovedet: de drikker gin, ifører sig kjoler, snyder myndighederne og gør hvad de kan for at redde flere liv end reglerne egentlig tillader. Resultatet er en tone, der hele tiden balancerer mellem farce og hudløs alvor; grin og granatsplinter ligger ofte i samme scene, og netop den kontrast blev nøgleingrediensen i seriens vedvarende appel.
Selv om handlingen foregår i begyndelsen af 1950’erne, er M*A*S*H skabt i skyggen af Vietnamkrigen. Den skarptskårne satire over bureaukrati og meningsløs vold talte direkte ind i samtidens anti-krigsstemning og formåede at fastholde seerne gennem hele 1970’erne og start-80’erne. Serien turde tage eksistentielle emner op – PTSD, racisme, kvinders rolle i militæret, klasseskel – men gjorde det med et punchline parat, så alvoren aldrig slog bunden ud af underholdningen.
Nøgletal og produktion
- Sendt på: CBS (USA)
- Premiere: 17. september 1972
- Sidste episode: 28. februar 1983 (afsnittet “Goodbye, Farewell and Amen” sås af over 100 mio. amerikanere og var længe det mest sete tv-program i USA’s historie)
- Sæsoner: 11
- Samlet antal episoder: 251
- Genrer: Krig & Politik, Drama, Komedie
- Skaber / hovedproducer: Larry Gelbart (for 20th Century Fox Television)
- Oprindelsesland: USA
- Originalt sprog: Engelsk
Bag kameraet betød Larry Gelbarts pen et usædvanligt højt bundniveau for manuskripterne, mens 20th Century Fox Television sikrede produktionen de ressourcer, der skulle til for at gengive både operationsstue og krigsteater med troværdig autenticitet. Samlet set kom M*A*S*H til at definere genren dramedy – hvor grinene gør ondt, og smerten får et glimt i øjet – og serien står i dag som et pejlemærke for alle senere tv-produktioner, der prøver at finde mening midt i meningsløsheden.
Medvirkende: Hovedrollerne og nøgleudskiftninger gennem årene
Alan Alda og Loretta Swit danner seriens urokkelige akse. De optræder i samtlige 251 episoder – Alda som den sarkastiske, men dybt medmenneskelige kirurg Hawkeye Pierce, Swit som den karismatiske og karrierebevidste sygeplejerskeleder Margaret “Hot Lips” Houlihan. Når manusforfatterne gradvist gjorde tonen mere karakter- og dialogdrevet, var det disse to figurer, der bar både komikken og eftertænksomheden igennem hele 11 sæsoner.
Herefter følger den nærmest permanente støttelinje:
William Christopher (218 episoder) som den faderligt lune Father Mulcahy og Jamie Farr (217 episoder) som Maxwell Klinger – først kendt for damesko og chiffon, senere for en urokkelig loyalitet til 4077th. Sammen med Hawkeye og Houlihan sørger de for kontinuitet, når andre nøgleroller forsvinder eller transformeres.
Den største udskiftning ramte allerede i sæson 3, da McLean Stevenson (72 episoder) valgte at forlade rollen som den faderligt klodsede oberst Henry Blake. Hans chokerende død på skærmen markerede seriens første erkendelse af, at krigen har reelle konsekvenser. Ind trådte Harry Morgan, først i et gæstevisit som General Steele og derefter fast som oberst Sherman T. Potter (180 episoder). Potter bragte militær tyngde og moden stoisk humor, der gav seriens ofte anarkistiske tone et nyt moralsk anker.
Den anden store rokade fulgte, da Hawkeyes partner-in-crime Trapper John forsvandt. Wayne Rogers (74 episoder) forlod serien efter sæson 3, og i premiereafsnittet af sæson 4 ankom Mike Farrell som B.J. Hunnicutt (179 episoder). Hvor Trapper var lige så vild og løssluppen som Hawkeye, var B.J. mere eftertænksom familiefar. Kemien forblev elektrisk, men dynamikken skiftede fra to drenge i frit fald til en mere nuanceret venskabsdialog om ansvar, længsel og moral.
Sidste store positionsskifte gjaldt rollens obligatoriske modsætning til kirurgernes respektløshed. Larry Linville (145 episoder) skabte uforglemmelig farce som Frank Burns, men efter fem sæsoner overlod han stafetten til David Ogden Stiers som Charles Emerson Winchester III (131 episoder). Hvor Burns var tåbelig, var Winchester arrogant, subtil og uhyre kompetent. Serien fik dermed en antagonist, der kunne matche Hawkeye intellektuelt, hvilket hævede det verbale niveau og skruede op for både drama og satire.
I takt med disse roteringer bevægede M*A*S*H sig fra klassisk sitcom-struktur mod et mere serialiseret og karakterdrevet drama. Udskiftningerne mindskede aldrig seertallene – tværtimod holdt de serien frisk og uforudsigelig, hvilket kulminerede i finaleafsnittet “Goodbye, Farewell and Amen”, stadig ét af de mest sete enkeltstående tv-øjeblikke i USA’s historie.
Biroller, gæster og fanfavoritter i M*A*S*H
I skyggen af seriens ikoniske hovedroller lever en hel bataljon af biroller, der giver M*A*S*H sin helt særlige kolorit. Mest synlig er Jeff Maxwell som kokken Private Igor Straminsky. Med 54 optrædener fungerer Igor som lejrens evige prygelknabe: han serverer »mad« af tvivlsom kvalitet og agerer modtager for Hawkeyes og B.J.’s lammende én-linere. Han er samtidig et publikum for seriens galgenhumor – hvis Igor griner nervøst, ved vi, at indslaget lander.
Nede på operationsstuen er Kellye Nakahara uundværlig. Hendes figur – oftest krediteret som Sygeplejerske Kellye Yamato – vokser i løbet af 29 episoder fra anonym baggrundsfigur til selvsikker stemme, der tør sige Hawkeye imod. Hun bidrager både til repræsentationen af asiatiske amerikanere og til at give sygeplejerskekorpset individuel tyngde. Samme menneskeliggørende effekt har Odessa Cleveland som Ginger Bayliss, der allerede i de tidlige sæsoner viser, at kvinderne på 4077th ikke kun er romantiske sidekicks.
Blandt de uniformerede slyngler finder vi Sgt. Luther Rizzo (G.W. Bailey), en Louisiana-slacker med fedtet sydstatsdialekt, og hans evige makker, den sarkastiske Sgt. Zale (Johnny Haymer). Duellen mellem deres småsvindel og Klingers kreativitet skaber en løbende komisk understrøm. Når de to dukker op, kan alt fra sortbørsdækkener til skinkestegerier pludselig udvikle sig til moralske stikpiller om krigsøkonomi.
Psykiateren Dr. Sidney Freedman – spillet af Allan Arbus over 12 episoder – leverer seriens mest direkte refleksioner over posttraumatisk stress, mens Edward Winter som den paranoide, selvsupplerende Colonel Flagg på syv gæsteoptrædener repræsenterer militær-machiavellisme i karikeret form. De to figurer er diametrale modsætninger: Freedman healer med humor, Flagg skaber kaos med konspirationer.
Serien forsøgte tidligt at give krigen et koreansk ansigt gennem forældreløse Ho-Jon (Patrick Adiarte) – en karakter, hvis drøm om universitetsstudier i USA skaber en rørende parallel til 4077th’s læger. Senere udvides persongalleriet med en bred palet af koreanske og øvrige asiatiske karakterer: Soon-Tek Oh som modstandsmanden Syn Paik, Mako som den kalkulerede Major Choi, Clyde Kusatsu som Captain Paul Yamato, samt gæsteoptræder fra James Saito, Shizuko Hoshi, Jerry Fujikawa, Eileen Saki (Rosie), Byron Chung og Richard Lee-Sung. Sammen bryder de stereotypien om “ansigtsløse fjender” og giver krigen kulturel nuance – et modtræk til samtidens Vietnam-dækning på amerikansk tv.
Kuriosa for feinschmeckere: Harry Morgan debuterede i sæson 3 som den rablende General Steele – før han i sæson 4 vendte tilbage som den elskelige oberst Sherman Potter. Og mens Wayne Rogers forlod serien efter sæson 3, lånte han senere anonymt sin stemme til en PA-meddelelse i Kimpo-lufthavnen; en intern hilsen til de seere, der savnede Trapper John.
Tilsammen er disse biroller, gæster og fanfavoritter selve krydderiet på M*A*S*H. De sørger for, at 4077th føles som en virkelig lejr – fuld af skæve eksistenser, der sætter både komikken og seriens humanistiske kerne i spil.